SEBASTIAN OG MASTODONTERNE BYDER VELKOMMEN TIL VERDENSPREMIERE

Klokkeren fra Notre Dame

Det er en kold og tidlig morgen i Paris i år 1457. På pladsen foran Notre Dame kirken brydes stilheden af larmen fra en skare af forhutlede mennesker. En forsamling af tiggere, tyve, krøblinge og sigøjnere ønsker adgang til guds hus – på lige fod med Paris’ øvrige borgere. Forsamlingen er ført an af pøblens ukronede konge, Jacques Clopin. Men ved foden af Notre Dame Kirken standses de brat af byens soldater og kirkens folk med Ærkediakon Frollo i spidsen. Udskud har ingen adgang på kirkens jord – mindst af alle sigøjnere!



Bedst som de gejstlige vender de forviste ryggen, lyder et skingert skrig fra forsamlingen. En tydeligt svækket kvindeskikkelse kæmper sig frem mod den brede kirketrappe. I sin favn bærer hun en bylt, som hun bedende rækker frem for sig, inden hun vakler og segner om på den kolde stentrappe. Frollo beordrer et par soldater at undersøge bylten, der viser sig at indeholder et svært misdannet drengebarn. Modstræbende og under stærkt pres fra Paris’ Biskop og kirkens Diakonisse, tager Frollo misfosteret til sig, og beslutter sig for at opfostre det. Men en sådan gerning giver vel også nogle ekstra gode points, når livets regnskab endeligt skal gøres op. Frollo døber den spæde dreng ”Quasimodo”.



25 år passerer. Quasimodo er nu blevet voksen og har fået hverv i Notre Dame kirken som klokker. Et arbejde, som med tiden har gjort ham døv. Quasimodo er fortsat i Frollos ubønhørlige og strenge varetægt. Han er henvist til Notre Dame kirkens klokketårne, og han er blevet forbudt adgang udenfor kirkens murer – ikke mindst for at undgå bataljer med byens uforstående og skræmte borgere.



Handlingen fortsætter, netop som Paris summer af spændt forventning. Der er lagt an til fest - narrenes årlige kroning. En festdag, der skal vise sig at blive et vendepunkt i Frollos og Quasimodos vante liv. Og en dag, hvor en række personer vil gøre hinandens bekendtskaber.



Quasimodo er meget interesseret i dagens aktiviteter og overvindes af sin nysgerrighed. Han lokkes frem fra sit skjul og trodser dermed Frollos strenge ordrer ved at begive sig uden for kirkens beskyttende murer. Her bliver Quasimodo snart midtpunkt ved kåringen af byens hæsligste fjæs.



Blandt festdeltagerne er den underskønne sigøjnerinde Esmaralda. Hendes dans er æggende, og hun er en fryd for øjet. Frollo frustreres over, at den unge kvinde vækker lyster i ham, der bestemt ikke kan forenes med hans kirkelige gerning. Blandt tilskuerne er også bueskytternes kaptajn, Phøbus. En fremadstræbende og meget selvbevidst herre med stor smag for kvinder. Han betages af Esmaralda og hun snart af ham.



Ud over sin skønhed besidder Esmeralda også et stort hjerte, og hun kommer derfor såvel Quasimodo, som en ung oprørsk digter – Gringoire - til undsætning, da de behøver det mest. Frollo, Phøbus, Clopin, Gringoire og Quasimodo – alle betages de af den unge kvindes skønhed, på hver sin måde og med hvert sit udtryk. Et ubønhørligt kærlighedsdrama med skæbnesvangre konsekvenser har taget sin begyndelse.

- o – 0 – o -