Med Klokkeren fra Notre Dame fortsætter Sebastian sin udforskning af sig selv som komponist og af verdenslitteraturen som uudtømmelig idébank

Jorden er rund og alting mødes igen, bare man venter længe nok. Det ser man i disse dage, hvor den 117. danske opsætning af »Jesus Christ Superstar« falder sammen med teatertruppen Mastodonternes verdenspremiere på Sebastians musical »Klokkeren Fra Notre Dame«, bygget over Victor Hugos klassiske roman; og netop Andrew Lloyd Webbers legendariske musical var ouverturen til den unge Sebastians karriere. I december 1971 gik den dengang knap 22-årige så godt som ukendte Knud Christensen til optagelsesprøve i Falkoner Teatret, hvor Bent Mejding søgte nye talenter til tidens største musicalsensation – Frelseren som rockstar. Knud Christensen, som lige havde udgivet singlepladen »Lossepladsen Bløder« under navnet Sebastian, spillede Arlo Guthrie’s »Coming Into Los Angeles« til den audition, der sikrede ham jobbet som korsanger. Mødet med teaterverdenen vendte op og ned på Sebastians forventninger til, hvad en sang kan gøre ved dem, der lytter. Musik kunne jo være ligesom at gå i biografen, opdagede han. Den satte billeder igang – billeder, scenerier, tableauer, der nærede og udfordrede fantasien, og for Sebastian blev mødet med musicalformen også mødet med en musik, der ville noget mere end rockens regelrethed. I musicalen kan vidt forskellige genrer mødes uden at blive skammet ud af tidens skiftende smagsdommere, og samtidig blev arbejdet blandt ’apostle, præster, romerske soldater, tiggere og købmænd’ for den unge Sebastian en påmindelse om holdarbejdets betydning og glæde. Her betød stjernen lige så meget som vandbæreren. Og mellemstykket var lige så afgørende for helheden som det ørehængende refræn. De erfaringer har aldrig sluppet sit tag i Sebastian, uanset hvor mange hits og hvor megen enegang, det ellers er blevet til.

                      I 1978, midt i karrieren som rockstjerne, bliver Sebastian igen indhentet af ånden fra Jesus Christ Superstar, da han i samarbejde med en af vennerne fra dengang sætter ungdomsmusicalen »Tilsammen« op. I arbejdet med de unge amatørentusiaster fra Sundby Algård genfinder Sebastian den oprindelige beruselse ved sammen at få et projekt søsat og glæden ved at se, at det holder vand. I 1996 er der dømt déjà vu, da han bliver kontaktet af de lokale, professionelt tænkende og arbejdende amatører fra Mastodonterne, og han giver en hånd med i instruktionen af deres opsætning af hans musicalsucces »Cyrano«. Pludselig genoplever Sebastian en arbejdsproces uden kruk, men kun med en uskrømtet begejstring over sammen at nå i mål. Samarbejdet med Mastodonterne blev formaliseret med 1998-frilufts­opsætningen af »Ronja Røverdatter« og fuldbyrdet i 2000 med »Den Ny Cyrano« i Cirkusbygningen, som blev så stor en succes, at der ikke var langt fra idé til virkelighed, da tanken om en musical, specielt skabt til Cirkusbygningens enestående rum, undfangedes.

Illustrerede klassikere

                      Som dreng skar kostskoledrengen Sebastian ikke skibe. Han begravede sig i Illustrerede Klassikere, tegneserieversioner af verdenslitteraturens greatest hits, og pløjede sig siden igennem originalforlæggene, bog for bog, opslugt af andre verdener, fascineret af, hvor ens menneskeskæbner alligevel er, trods århundreders forskel. Samtidig fandt han hurtigt ud af, at han ikke var som de andre. Den erkendelse satte Sebastian igang som sangskriver, og måske er fornemmelsen af ikke helt at høre hjemme på parnasset, trods alle hædersbevisninger gennem årene, noget af det, der får ham til at føle sig så meget på bølgelængde med »Klokkeren fra Notre Dame«. Quasimodo er jo en rigtig rock & roll figur, en outcast, ’en grim ælling’ med et hjerte af guld og en trang til at blive hørt og forstået, der overskrider alle grænser. Sebastian er ikke selv i tvivl om, hvad han føler for projektet, som i sin grumme skønhed og lidenskabelige vildskab vil overraske de, der kun kender fortællingen fra Disneys tegnefilmfortolking. »Det er det største musicalprojekt, jeg har været involveret i, det overstiger alt andet, jeg tidligere har lavet,« siger han: »Vi benytter en helt utraditionel arbejdsform, idet prøverne har været igang i flere måneder. Det har betydet, at jeg har kunnet skrive i højere grad til de medvirkende efter at have ser mulighederne i prøveforløbet,« siger Sebastian, som normalt ikke overdoserer sin ros, men ikke er bleg for at kalde arbejdet med ’Klokkeren’ for en »utrolig kreativ proces med en stor synergieffekt, parret med en utrolig begejstring for sangene og historien.«

                      Før nogen tænker ’salgssnak’, skal det lige med, at de ord kommer fra et menneske, der er kendt som kontrolfreak og førhen havde for vane at indspille stort set perfekte demobånd, som de indforskrevne musikere så groft sagt bare havde at kopiere. Så der er tale om stor tillid, når samarbejdet mellem Mastodonterne og den musikalske mastodont fungerer på så lige vilkår, at det for en udenforstående ved gennemspilningen af de færdige kompositioner til Klokkeren nærmest virkede som om de unge con amore-sangere havde været med til at skrive sangene. Så glade var de for dem. Det var Sebastian også. Og han burde da ellers have en vis ret til at være lidt blasert med det bagkatalog af sange og succeser.

Langt fra rockens alfarvej

                      Det første hit er det sværeste. Når man har skrevet det, er det enten eller. Enten lukker det op for meget mere. Eller også var den sang, den eneste åbning. For Sebastian blev det fra midt i 70’erne stadig tydeligere, at rockbranchen for ham havde flere begrænsninger end muligheder. Forudsigeligheden i systemet gik ham på, og sløvede ham som komponist. Og han begyndte at kigge sig om efter udfordringer. Han fandt det i 1978 i mødet med teaterdigteren Bertolt Brecht, hvis digte han satte i nye toner, langt fra rockens alfarvej. Resultatet, albummet »Tiderne Skifter«, kom bag på kritikerne. Og vel også bag på Sebastian, som kompositorisk gik ad nye veje, der mindede meget lidt om den guitarbårne, folkesangertraditionelle rock. Arbejdet med Brecht smittede af på albummet »Cirkus Fantastica«, der i mangt og meget var en minimusical om livet i virkelighedens fantastiske manege, som en anmelder skrev. I 1980 tager Sebastian endnu et skridt væk fra solistrollen, da han i tæt og inspirerende samarbejde med teatergruppen Rimfaxe får opført sin musik til H.C. Andersens »Nattergalen«. En ny dansk musicalkomponist er født. Foreløbig uden at skilte med det. Der var en rockkarriere, der skulle passes og platinplader, der skulle pudses, men inde i Sebastians baghovede lagrede sig den erkendelse, at han godt kunne løse en bunden opgave uden at lægge bånd på sit talent. I 1985 sprang han ud som musicalkomponist med »Skatteøen«, som både blev en succes i 100.000 eksemplarers-klassen, et karrierespring for mange af de medvirkende sangere og et skoleeksempel for de mange rundt omkring på skoler og ungdomsinstitutioner, der efterlyste noget mere nært og dansk at synge ved de årlige ’skolekomedier’. Samtidig blev det for Sebastian signalet til et gearskifte. Rocken havde ikke længere hele hans opmærksomhed, og siden 1990-albummet »Miraklernes Tid« har han som noget så paradoksalt som en generøs individualist mest skrevet musik til andre. Med stilistisk dødsforagt for tradition og vanetænkning på Et Eventyr, hans ikke-opførte kgl. ballet. Med en barnlig mundrethed og uforglemmelig undren på »Ronja Røverdatter« og »Pippi Lang­strømpe«. Med sikker dramaturgisk tæft og en Benny Andersson-Björn Ulvaeus-sammenlignelig melodisk substans på »Cyrano«, der rummer sange, der var blevet verdenshits, havde de været skrevet af andre end en leverpostejsfarvet dansker fra Nordsjælland. Nu må de ’nøjes’ med at være blevet set og hørt af millioner af danskere. Det siger en del om manglende udsyn, at Broadway og West End endnu ikke har kendt deres besøgelsestid.

Den moderne musical

                      Man kan sagtens indvende, at Sebastian burde se og få skrevet sig en musical om det moderne menneske eller bare om sin egen generation, måske en ’West Side Story’ for 68’erne, men man kan lige så godt fremhæve, at Sebastians musik er den perfekte modpol til den globaliserede, samlebåndsmusical, der går lige godt i Saigon, Sæby og Seattle. Sebastian er dansker. Det kan høres. Hans musik emmer af både Oehlenschläger-guldalder, 30’erne, Højskolesangbogen og hippiedrømme, men den går ikke af vejen for det store  filmiske schwung, der kendetegner genrens internationale mestre. Han kan det der med at lade ledemotiverne leve deres eget liv, kan det der med at spille på alle de registre, han får forærende via de medvirkendes forskelligheder, og han evner at få det hele til at hænge sammen i modsætning til så megen anden musicalmusik, der ellers former sig som mange lave tuer mellem alt for få højdepunkter. Sebastians musicalmusik er et højdedrag i ikke bare dansk musik, og det ligger der, fristende for enhver at bestige. Belønningen får man ved at genfinde melodien i sig selv. Som han sang engang – »du er ikke alene«.

Torben Bille har bl.a. skrevet biografien Sebastian (1985), det kommenterede sangudvalg Dans Med Mig – Sebastians største sange og historien bag dig (1992) samt festskriftet Sebastian – 50 år (1999). Han er til daglig nyhedschef på dagbladet Information.